Historierne bag portrætterne

Portrætter: Caroline Thon - Tekster: Anders Laubjerg - Foto: Bo

Cph Village er midlertidige studieboliger opført i containere. Boligerne er små minimalboliger, hvor toilettet deles af to boliger, og øvrige faciliteter er placeret i et fælleshus, som også benyttes til fællesspisning og debatarrangementer.  Cph Village's første containerby er opført på Refshaleøen, hvor B&W Skibsværft tidligere har ligget.

De første boliger stod færdige den 1. november 2017 og den 26. oktober 2018 blev 22 studieboliger navngivet med navne udvalgt fra omkring 300 øgenavne på personer, som havde arbejdet på B&W Skibsværft inden værftet blev lukket i 1996.

De 22 øgenavne, som blev valgt, dækker over personer, der var kendt af de fleste på B&W Skibsværft i kraft af deres faglige tillidsposter. Mange øgenavne er forbigået, og det skyldes ikke, at de var uden bid eller humor. Udeladt er også mere perverse øgenavne, som der var mange af på mandearbejdspladsen B&W.  
Blandt de navne, som ikke valgt, kan nævnes: Lampepudseren, Den brækkede Arm, Kosteskaftet, Bankrøveren, Knalde Karl, Melormen, Smørkagen, Peberfuglen, Tutknepperen, Dingle Jørgen, Gravballemanden, Sovsemund, Sukkerbollen, Slik og Lir, Kalkunen, Skyggebokseren, Sulebenet, Far til fire, Ligknepperen, Hæmoriden, Ni-finger, Den lyserøde Panter, Knudepik, Skødedrengen, Den bløde Jord, Ham der lærte duerne at gå, Jan tusind bajer, Hesteliget, Kors i røven, Den skoldede Hånd, Herlev Sygehus, Spædekalven, Den skødesløse, Den røde Løber, Den skæve Ligvogn, Lænkehunden, Jørgen Skidderbras, Kold mad, Mosegrisen, Mini-fisse, Otte hundrede omdrejninger, Selvmorderen, Ørkenskibet, Standerlampen og mange flere.
Mestrene havde også øgenavne. Dr. Larsen kunne helbrede folk ved en telefonopringning og Søren Aldrig Beskidt var mester i Byggedokken.

Tekst; Anders Laubjerg, København den 10. oktober 2018

Foto: CPH Village

Ayatollahen var en meget klog mand og i egen selvopfattelse endnu klogere. Han fik sit navn tilbage i slut-halvfjerdserne, hvor Præstestyret i Iran tog over med Ayatollah Khomeini i spidsen.

Ayatollahen var tillidsmand for klub 12 i tiden før Jordspekulanten tog over. Klubbens medlemsstørrelse (lageransatte) var ringe i forhold til de store klubber i Stålet. Sidstnævnte klubber førte an, når der skulle føres lønforhandlinger.
I mange år fandt lønudviklingen sted som en bonusforhandling skib efter skib og i værksted efter værksted. Andre klubber hægtede sig så på med en reguleringsaftale. Dette mishagede Ayatollahen meget. Når bonusførerne var samlet til møde, cirklede han rundt og signalerede, at de intet forstod. En gang forærede han bonusførerne en kugleramme.
Senere blev lønforhandlingerne centraliseret, og her fik Ayatollahen større indflydelse på udviklingen. Han havde dog fortsat svært med ikke at være ”førstebestemmer” på værftet.
En dag trådte han ved siden af ”dydens smalle vej”, dvs. ved siden af fællesskabet. Det havde sin pris på B&W. Efterfølgende forlod Ayatollahen arbejdspladsen.

Pytten kom til værftet som skibstømrer, og allerede inden at han havde stemplet ind den første dag, var hans navn bestemt.

I mere end hundrede år var det ganske almindeligt, at en far fik sine sønner i lære på sin egen arbejdsplads. Eksempelvis startede Peter Rahr som skibstømrer på B&W i 1874, og arbejdede på Øen i 41 år. Sønnerne Christian og Anton arbejdede samme sted i henholdsvis 52 og 62 år. Christian fik fire sønner i lære på B&W Christianshavn. Den yngste Ib Arne Rahr forlod stedet i 1970.
Gøtterup’erne var en anden kendt slægt. Sidste Gøtterup på værftet var rørsmeden Jørgen Gøtterup, yngste barn i en børneflok på 16 fra Lombardigade på Amager. To af børnene var piger. Som Gøtterups far sagde: ”Det kan jo smutte en gang imellem”.

Pyttens farfar startede på Øen i Ruder Konges tid. Han var en kraftig bygget herre, som fik navnet Skovsøen. Da sønnen kom i lære på Øen var kroppen endnu ikke nået fuld størrelse, så han fik navnet Vandhullet.
Vandhullets søn var lille og kraftig, men ganske uafhængigt af udseende måtte hans navn følge en vis slægtslogik. Han blev døbt Pytten, og endte sin tid på Øen med i udseende at lige sin farfar.
Pytten var lille af vækst men fyldte godt. Han nåede også for en kort tid at få sin søn ansat på B&W. Han fik navnet Dråben. Da værftet lukkede i 1996 må eftertiden undvære at vide, hvad Dråbens søn evt. skulle hedde. Sikkert er det dog, at slægtsnavnet på femte led i familien var blevet fundet såfremt værftet var blevet bevaret.

Kartoflen fik sit navn på grund af sit tungemål.  En dag dukkede en mand op på Øen og præsenterede sig med jysk tungemål som maler fra Jylland – nærmere bestemt fra egnen omkring Karup. Aftenen forinden havde der på TV været en udsendelse om kartoffeltyskerne fra Karup. Inden første arbejdsdag var omme, var maleren døbt Kartoflen.

Kartoflen opnåede senere at blive valgt som malernes tillidsrepræsentant. Med en dyb og kraftig røst med jysk dialekt lagde Kartoflen aldrig skjul på, hvad han mente. Synspunkterne lod sig ikke altid indpasse i Øens valgte forestillingsverden. Alligevel opnåede Kartoflen i en periode at være Fællesklubbens betroede kasserer. Dén Sparegris var dog større, end Kartoflen kunne gabe over, hvorefter Bænkebideren tog over.

Kartoflen kom til at holde af B&W i en grad, så det også blev arbejdsplads for sønnen. Denne lod en dag kollegerne vide, at hans far var malernes tillidsrepræsentant. Derefter blev sønnen døbt Pomfritten.

Kartoflen kunne også tage sig af udenlandske gæster. Det kunne indebære en bustur til feriekolonien Burvænget i Lumsås. På sådan en tur kunne delegationslederen tage sin hustru med. Hun blev kendt i Fællesklubsammenhænge, men høflighed gjorde, at hun ikke blev bekendt med sit navn, som var Fru Kartoffelmos. Kartoflen var malernes tillidsmand frem til værftets lukning i 1996.

Bænkebideren fik sit navn efter en streng dags hårdt arbejde, hvor kræfterne ikke rakte til at komme hele vejen hjem. Han måtte bide sig fast i en bænk på vejen. Onde tunger lod efterfølgende sive, at Bænkebideren den pågældende dag ikke var helt appelsinfri.

Bænkebideren kom til B&W i 1990 som elektronikmekaniker og blev senere valgt som tillidsrepræsentant i værftets elektrikerklub. Senere igen fulgte posten som Fællesklubbens kasserer.
Med mange år på bagen var Arbejdernes Fællesklub en rig koncern med mange kasser, som der skulle holdes nøje regnskab med. Hvervet som kasserer var i virkeligheden mere et hverv som formueforvalter end et hverv, der havde med kontingenter at gøre. Ingen medarbejdere betalte kontingent til fællesklubben. Pengene fik Fællesklubben blandt gennem såkaldte rederigaver, hvor en reder ved leveringen af et skib og med værftsledelsens medvirken betalte medarbejderne (læs Fællesklubben, Hjælpefond og idrætsforeninger) 100.000 kr. for veludført arbejde.
Da værftet lukkede, skrev Bænkebideren sammen med tillidsrepræsentanten for Klub 10, Michael Stephensen et lille skrift med den sigende titel: "Den gamle dame nakket og frarøvet sine sparepenge".
Da Benny Bomstærk fratrådte som formand for Arbejdernes Hjælpefond kaldet Den sociale Fond tiltrådte Bænkebideren som formand. Fonden eksisterer endnu og udbetaler årligt flere hundrede tusinde kroner til tidligere B&W-arbejdere.

Sølvræven fik sit navn på grund af sin lyse hårpragt og i overført betydning med reference til en snu og listig opførsel. Sølvræven var barnehjemsbarnet, som først på B&W fandt det fællesskab og den varme, som aldrig blev ham forundt som barn. Han blev født i 1922 og udlært nitter og stemmer på B&W i 1942.

Politisk sluttede Sølvræven sig til kommunisterne frem til Ungarns-krisen i 1956, hvor tiltroen til Sovjetunionen smuldrede blandt mange på B&W Skibsværft. Sølvræven blev ekskluderet af DKP. Herefter var Sølvræven medstifter af SF.
Som modspil til kommunisternes partifraktion på værftet stiftede Sølvræven Den socialistiske Klub, som blev en stærk fraktion bag de faglige klubber i 70’erne og årene derefter. Sølvræven blev beskyldt for at styre klubben som oplyst enevælde.
Mange penge gik til støtte af Socialistisk Dagblad. På et møde takkede SF’s formand Gert Petersen for et stort beløb, som bladet netop havde modtaget fra Den socialistiske Klub. Sølvrævens næstformand – Pingvinen – overhørte samtalen, og som bestyrelsesmedlem spurgte han formanden, hvornår bevillingen var blevet besluttet. Sølvræven svarede kvikt tilbage, at beslutningen var truffet på et Forretningsudvalgsmøde. Senere spurgte Gert Petersen forundret: ”Jeg var ikke klar over, at klubben havde et forretningsudvalg”. Hertil svarede Sølvræven: ”Det har vi heller ikke, men hvad fanden skulle jeg svare”.
Sølvræven var arbejdspladsen store SF-politiker, som flere gange sad som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Benny Bomstærk voksede op på Amager, og hans store sportsinteresse som ung var boksningen. Det tog hans ansigt ikke skade af.

Efter nogle år som buschauffør ankom Bomstærk til B&W Skibsværft i 70’erne med arbejde inden for kranførernes klub. Tillidsrepræsentanten dengang hed Georg, men meget snart slog Benny Bomstærk sit navn fast under det faglige motto om Forhandling-Mægling-Aktion. Kranførerne havde en nøglefunktion på værftet, idet de nemt kunne lamme store dele af produktionen ved kortvarige arbejdsnedlæggelser. Som ny tillidsrepræsentant for kranførerne forstod Benny Bomstæk at drage fordel af denne position til kranførernes fordel.
Men Bomstærk var også personen, der kunne tale med alle – Stålets folk såvel som Udrustningens folk, kommunister såvel som SF’ere og socialdemokrater. Derved opnåede Benny Bomstærk stor indflydelse i den på værftet meget indflydelsesrige Fællesklub. Den hvide Neger, fællestillidsmanden, konsulterede ofte Benny Bomstærk før beslutning blev truffet om, hvilken vej skråen skulle tygges.
På en studietur til den rå havneby Stettin lykkedes det Bomstærk at blive anholdt med en overnatning i spjældet efter kun få timers ophold i byen.
Da værftet gik konkurs i 1996 fortsatte Bomstærk som den eneste i en lønnet stilling som formand for Arbejdernes Hjælpefond i et kælderlokale i Lybækgade på Amager. To gange årligt blev der fra denne gennem mange år opbyggede millionfond udbetalt beløb til afgåede B&W-arbejdere, begravelseshjælp m.m. samtidig med, at kælderen i Lybækgade blev et ”værested” for de tidligere B&W-arbejdere.

Pastoren blev født i 1926 og døde i nullerne. Pastoren fik sit navn, da han i arbejdernes klubhus over for en stor forsamling skulle forklare en ny indgået bonusaftale. Det skete med en meget salvelsesfuld stemme. Det fik en kollega til højlydt at udbryde. ”Han taler sgu som en anden pastor”. Derefter hang navnet fast.

Pastoren blev født i Indre By som søn af en kusk ved bryggeriet Stjernen. Den 5. maj 1945 blev han kendt som frihedskæmper. Ugebladet Hjemmet bragte et billede af Pastoren i en reportage ved navn ”Farvebilleder De aldrig før har set fra 1940-45”. På billedet taget den 5. maj står Pastoren med et maskingevær i hånden foran en lukket butik, hvor der på døren er sat et skilt op med teksten: ”Lukket paa Grund af Glæde. HURRA!”.
I 60’erne er Pastoren tillidsmand for skibsbyggerne i Stålet. Som tillidsmand ledte han i 1963 et møde i Marketenderiet, hvor gæsten er Jurij Gagarin – det første menneske i rummet. I dagens anledning kunne der ikke købes øl i ”tutten”. Det fik en kollega ved navn Gravballemanden til på anden vis at fremskaffe en Tuborg. Han trængte sig vej op til talerstolen, hvor Gagarin stod med sin frue. Han stak Gagarin Tuborg’en med ordene: ”Du skal sgu ha’ en bajer efter den tur, gamle dreng. Det fortjener du”.
Pastoren var rejseleder for flere B&W-delegationer på besøg i Sovjetunionen.

Jesusbarnet kom til B&W Skibsværft i 60’erne, hvor han arbejdede som svejser i Byggedokken.
Som Benny Bomstærk havde han stort kørekort, og det benyttede Fællesklubben sig af, da klubben i 70’erne købte en bus til transport af værftets mange gæster fra ind- og udland samt til brug for klubbernes skovture.
Jesusbarnet fik sit navn, da det som en overraskelse for mange viste sig, at han var religiøs med tilknytning til Jehovas Vidner. Som Fællesklubbens buschauffør blev Jesusbarnet også kaldt Bus Ole.
Jesusbarnet elskede jobbet som chauffør og værnede om bussen, som var det et kært barn. Som chauffør på klubbernes udflugter oplevede han til tider et og andet, som det var klogt at holde mund med. Derfor var Jesusbarnets mund lukket som … en hullet si! Det kostede ham flere ”kammeratlige samtaler”.
I kredsen af Jehovas Vidner var Jesusbarnet dumdristig nok til at nævne, at han som chauffør på B&W ofte kørte bus i kommunistiske lande som DDR og Polen. Det fik vidnerne til at stille Bus Ole stolen for døren. Han måtte vælge mellem dem eller bussen. Til Jesusbarnets fortjeneste valgte han … bussen!
Herefter blev Bus Ole omdøbt fra Jesusbarnet til Den mobile Altertavle. Med B&W’s lukning flyttede Altertavlen til Langeland, hvor han døde i slutningen af 90’erne.

Pingvinen fik sit navn på grund sin særlige gangart med fødderne lidt udadvendte.

Han arbejdede i Dødens Hule med fortrinsvis at rense brænderspidser. Han omtalte sine rensede brænderspidser som ”politiske brænderspidser”. Efter rensningen skulle især kommunister vide, at flammen nu var en socialistisk flamme, der formåede at lyse kommunismens skyggesider op. Ikke mindst hyggede Pingvinen sig med denne fortælling, når Cykelstyret, Stålets store kommunist, skulle have nye brænderspidser.
Pingvinen var trofast SF’er. Dødens Hule var en slags Dødens Forgård, hvor nedslidte medarbejdere kunne få en loppetjans uden for meget sved på panden. Pingvinen var en lun fyr, der som næstformand for Sølvræven altid var denne en trofast og loyal person.
I festligt lag kunne det dog hænde, at Pingvinen røbede lidt om sin formands gøren og laden. Sølvræven var kendt for at have et godt sovehjerte. Under en langvarig lønforhandling, hvor Pingvinen og Sølvræven indledte med at kræve det ene og derefter det andet over for ledelsens lønforhandler, endte den svære forhandling med, at Sølvræven faldt i en dyb søvn. Pingvinen foreslog derefter, at forhandlingen blev udsat til mere årvågne tider, idet han også havde presserende arbejde at udføre i Dødens Hule.

Rotteslagteren fik sit navn, da han blev valgt til formand for Arbejdernes Kooperative Marketenderi. Det eksisterer ikke i dag.
Det lå til højre for indkørslen til B&W Skibsværft. Det kunne på en halv time bespise 2.000 mand og blev omtalt som ”Danmarks flotteste kostald”.
Her kunne man i 80’erne få dagens varme ret for 15 kr. Øl af enhver slags kunne tilkøbes, og ”bag om” sørgede Rotteslagteren for, at der også kunne købes brændevin – typisk ”fire om en halv”.
Rotteslagteren var oprindeligt tillidsmand for en mindre klub af klejnsmede. Han var overbevist kommunist med tætte relationer til ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var drivkraften bag opbygningen af Fællesklubbens tætte relationer til værfter i udlandet – herunder værfter i Østtyskland, Polen, Ungarn og Sovjetunionen.
Rotteslagteren var en erfaren taler, der altid formåede at belægge sine ord på den rette måde.

Jordspekulanten fik sit navn på grund af den særlige gangart, hvor hovedet årvågent følger hver eneste skridt, som tages.

Jordspekulanten ankom til B&W Skibsværft i 70’erne med spekulation i alt andet end jord. Derimod spekulerede han som mange andre på den røde arbejdsplads i faglige forhold og ikke mindst i politik. Jordspekulanten måtte derfor ende som sin klubs tillidsrepræsentant – klub 12. Denne klub organiserede alle medarbejdere med lageropgaver.
I Fællesklubber hørte jordspekulanten ikke altid til fællestillidsmandens nærmeste venner. Dertil var han ofte for åbenmundet, hvilket kom til fuld udfoldelse på en tur til Flensborg Skibsværft, hvor han i bussen på vejen hjem lod Fællestillidsmanden, Den hvide Neger vide, at han ikke kunne bifalde Negerens opførsel, hvorfor han ville blive afsat som Fællestillidsmand ved hjemkomsten. Sådan huskede i det mindste Negeren deres samtale dagen efter, hvilke kostede Jordspekulanten en tid med frossen jord under fødderne.
Sådanne uoverensstemmelser holdt aldrig i længere tid, og på et tidspunkt blev Jordspekulanten trukket ind i Fællesklubbens Rejseudvalg, som forestod en omfattende ferie- og rejseaktivitet til udlandet.
Jordspekulanten mestrede at tale og skrive på flere sprog. I en periode var Jordspekulanten også speaker i Marketenderiets ”radio”, hvor han formfuldendt læste dagens ret op samt andre vigtige nyheder.

Cykelstyret blev født på Nørrebro i 1936. Efter en hård opvækst i kvarteret omkring Rantzaugade kom Cykelstyret i lære som skibsbygger på B&W i 1953 med bopæl på et lærlingehjem i Nr. Søgade.
Cykelstyret fik sit navn på grund af en kort tid med et overskæg som et cykelstyr. Han var altid den rapkæftede i enhver forsamling. Med kvikke bemærkninger forsøgte Styret at lukke kæften på enhver, som han ikke var enig med – og de var mange.
Cykelstyret tilsluttede sig tidligt kommunisterne. Når kolleger kritiserede Sovjetunionen, svarede Cykelstyret igen ud fra devisen, at det bedste forsvar er et angreb. Det mestrede han til fuldkommenhed - om end udvekslingen af synspunkter ofte kunne bevæge sig tæt på øretæver.
Cykelstyret var barndomsven med den mangeårige fællestillidsmand – af Styret omtalt som Negeren. De var medlemmer af samme klub 2, værftets største klub med omkring 700 medlemmer i de gode tider. De var politiske modstandere, men også hinandens kammerater.
Cykelstyret opnåede aldrig valg som tillidsrepræsentant, men var i en årrække ”tidsstudietillidsrepræsentant” med mange frihedsgrader til frit at bevæge sig rundt i og uden for arbejdspladsen.
Ved juletid fik inderkredsen af Fællesklubben værftets juleplatte med motiv af et skib bygget på B&W. Der var også en platte til Cykelstyret, dvs. det var der ikke, hvis han forinden havde været for meget på tværs. Med Cykelstyret egne ord: ”Derhjemme har jeg B&W-platterne hængende op væggen. Det er enorm praktisk, for med de manglende platter kan jeg straks se, i hvilke år Negeren har ment, at jeg har været uartig”. Fribilletter var der aldrig nogen af på B&W.
Cykelstyret blev den sidste medarbejder, der lukkede og slukkede i de to store sektionshaller S1 og S2 den 23. februar 1996.

Skeletsmeden ankom til B&W i 1975 og fik arbejde i Det gamle Skibsbyggeri som tillært skibsbygger. Som lidt bleg og spinkel fik han navnet Skeletsmeden som det mest brugte navn. En person kunne dog være kendt under flere navne forskellige steder på værftet. Skeletsmeden blev også kaldt Den Blodfattige og Den rette Mand – sidstnævnte med henvisning til en rank gangart.

Udlærte med svendebrev kunne aldrig mange gange nok gøre tillærte opmærksomme på, at en tillært uddannelse ingen uddannelse var. Den manglende uddannelse forhindrede dog ikke, at Skeletsmeden blev valgt til flere faglige poster.
Posterne startede som bonusfører. Dernæst var Skeletsmeden i mange år næstformand i Knortekæbens klub 1.
I Fællesklubbens Rejseudvalg fungerede Skeletsmeden som ”udenrigsminister” med ansvar for faglige udvekslingsrejser, familie- og børneudveksling, hvor værftets feriehuse i Burvænget blev brugt til de udenlandske familier.
Skeletsmeden fulgte Den hvide Neger som ”oppasser” på udlandsrejser, hvor kontrakter med andre værfter blev indgået. Han afløste Sølvræven som formand for Den socialistiske Klub. På B&W-arbejdernes sidste rejse – turen til Cuba, hvor to døde på turen – sagde den medbragte rejseleder og tolk som afsked til Skeletsmeden i Københavns Lufthavn: ”Lov mig aldrig, aldrig at anbefale mig som rejseleder til nogen, som du kender”.
Skeletsmeden forlod B&W i 1993, hvor han blev valgt som formand for De københavnske Skibssmede.

Jernhovedet fik sit navn på grund af sit udseende – robust og muskuløs og ikke mindst med et stort hoved. Hovedet skulle efter forlydende været ramt ind i en stolpe en gang, hvilket gik mere ud over stolpen end hovedet.

Jernhovedet arbejdedede på udrustningen, hvor han i 90’erne blev valgt som tillidsrepræsentant for Klub 4. Denne klub opnåede ”verdensberømmelse” i 70’erne, hvor en del såkaldte ”kinesere” (maoister) for en tid arbejdede på Øen. B&W var udset til at blive ”verdensrevolutionens” epicenter. Det blev da også til et mindre jordskælv, da klubben på et tidspunkt gik ud i en langvarig strejke, hvor de blokerede adgangen til værftet under parolen: ”Vi har lukket for gassen, indtil B&W åbner for kassen”. Strejken handlede om løn.
Det lykkedes for Jernhovedet at holde så nogenlunde styr på klubben. Senere blev han tillige formand for Arbejdernes Kooperative Marketenderi. Det havde også sine udfordringer nu at være arbejdsgiver for et stort personale.
I Fællesklubben eksisterede en uofficiel institution ved navn ”Bermudatrekanten” – stedet hvor skibe går ned! Her kom medarbejdere til en såkaldt ”kammeratlig samtale” om nødvendigt var. Bermudatrekanten bestod af fællestillidsmanden, næstformanden og kassereren – i mange år Den hvide Neger, Sølvræven og Knortekæben. Som formand for marketenderiet oplevede Jernhovedet flere kammeratlige samtaler i Bermudatrekanten, som den gode tillidsmand havde en fantastisk evne til at ryste af sig på kort tid, hvor andre brugte uger på at komme sig.

Knortekæben fik sit navn som mange andre i relationen til en anden B&W ansat. Den anden var Knortekæbens bror Bongo – opkaldt efter bjørnen Bongo i Disneys tegneserie. Som bror til Bongo fik Knortekæben navn efter en anden figur i samme tegneserie – en figur der støtter sig til en en stor knortekæp.

Knortekæben kom i lære på B&W i 60’erne som skibsbygger. B&W-arbejdspladserne (Skibsværftet på Øen, Motorfabrikken på Christianshavn og Støberiet på Teglholmen) er på dette tidspunkt Danmarks største samlede arbejdsplads med op mod 10.000 ansatte.
Knortekæbens faglige karriere startede som fanebæresuppleant. Denne karriere stoppede, da han med fanen hang fast i en lysekrone i Tårnby Kirke.
I 70’erne blev Knortekæben valgt som tillidsrepræsentant for skibsbyggere og svejsere samlet i Klub 1 – værftets næststørste klub.  Snart fulgte det ene faglige tillidshverv efter det andet.
Knortekæben – tidligere ivrig fodboldspiller - ”voksede med opgaverne” og det gjorde krop og hoved også. En dag blev han før frokost grebet i at skære et stykke kød af en steg i marketenderiets køkken. Det blev set, og Knortekæben hed herefter også Kødtyven.
Ved møder med andre værfter glemte Knortekæben aldrig at rose B&W-arbejdspladsen og ikke mindst sig selv og sine egne store fortjenester. Det medførte på et tidspunkt denne replik fra formanden for Metal Nakskov: ”Jeg kender kun ét hoved, der er større end dit. Det er Knudshoved”.
I årene op til værftets lukning i 1996 var Knortekæbens arbejdernes repræsentant i A/S-bestyrelsen. Her ydede han en stor indsats i kampen for at bevare skibsværftet på Refshaleøen.